Dejen til
Kærlighedsbrødet er sat over, tilsat hakkede sorte oliven og det er tid for et stykke vandmelon og en kop grøn the i sofaen, mens lejligheden summer af eftermiddagsaktiviteter. Kun to af vores fem lejligheds-kammerater er hjemme, så her er levende, men også dejligt stille. Jeg har været ude og gå en fantastisk og lidt svedig tur i byen. Fik en cafe con leche på stamcafeen, der besynderligt nok var befolket af 14 mænd... og mig. Jeg ved ikke om der var et særligt mandetræf som jeg ikke lige havde set advarselsskiltene for. Prøvede at forsvinde ind mellem siderne i min notesbog og ikke forstyrre testosteron-strømningerne med min tilstedeværelse. Det lykkedes mig at drikke min kaffe og forlade stedet uden at eksplodere under trykket. Hvilken succes!
Smuttede en kort tur i Mercado Central og kiggede lidt på frugt. Købte mig en (næsten) vulgært aromatisk basilikum, som nu står duftende på altanen og gør sig til, så hele nabolaget snart må vide at her holder vi os ikke tilbage.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar