Det begyndte først at gå galt, da jeg skulle klæde mig på. Jeg skal iføre mig to ting hver dag: mig selv og noget tøj. Og jeg kan være ganske overbevist om, at der er mindst én af disse ting, som ikke passer. Som f.eks i dag, hvor jeg efter en del løbeture og noget selvterapi, er kommet til at se på mig selv med et rimelig positivt sæt briller på. Jeg følte mig pæn og fast i kødet og det er jo nærmest et mirakel. Men når jeg føler mig pæn uden tøj på, føler jeg mig grim med tøj på. Så jeg fik kæmpet mig gennem klædeskabet, med panikkens grådkvalte klump trykkende i halsen og sitrende i øjenkrogene og til sidst gav jeg op og tog noget tilfældigt på. Og så var alt naturligvis fint. Jeg undrer mig tit over hvad det helt præcist er, der gør hverdagen så sindsoprivende svær at håndtere. Det kunne bare så godt have noget at gøre med det faktum, at nutidens menneske har alt for meget tid til at spekulere over alle de mest ligegyldige ting. At hele vores samfund er bygget op omkring en struktur, der fordrer spekulationer i kilojoule, honningfarvede striber, speltbrød og moccafrappafuckacinos. Det moderne samfund er en ørken og jeg er en ørken og hvordan slipper jeg ud? Jeg mangler noget åndelig vejledning, en intellektuel orgasme og bare en lille, bitte sprød forståelsescrouton, som kan hjælpe mig med at se hvad der egentlig sker her. Min bror synes mærkværdigt befriet for alle de hæmninger, som jeg lider af. Han tager det stille og roligt, lytter til sig selv, gør hvad han har lyst til. Jeg stresser og sukker og hiver efter vejret og drikker så meget smart kaffe, at jeg kan holde mig vågen til pensionsalderen. Men måske er det bare hormonerne. Måske har datidens kvinder været præcis lige så rastløse, hysteriske og umulige. Det er svært at sige. Det er kommet med alderen. Måske er det udsigten til aldrig at få et formidabelt fuldskæg, hvor jeg kan gemme både spinatsuppe og tandpasta, der gør hele fremtiden en anelse mere usikker og uhåndgribelig. Jeg mener, det er smukt at blive en gammel mand. Det er sikkert også smukt at blive en gammel kvinde, men vi har ligesom fået Irma-datoen. Vi bliver smidt ud før alle de andre, selvom vi egentlig stadig er friske og hvis vi er rigtig heldige, bliver vi samlet op fra containeren af den økosmarte, miljøbevidste, oplyste type og brugt til der vitterligt ikke er mere at komme efter. Af en eller anden grund er manden blevet en slags vin eller skimmelost, som stadig er anvendelig og ønskværdig, trods et tykt lag regnbuefarvet mug. Og jeg klager ikke. Jeg undrer mig bare.
.JPG)
