Hvor godt kan jeg lide at bade her, i øsende regnvejr, med folk jeg godt kan lide? Hmm, rimelig godt. Det gik egentlig først op for mig hvor fantastisk det var da jeg kom hjem. Hvorfor er det så svært bare at være der hvor man er? Der findes tidspunkter i mit liv hvor jeg i korte øjeblikke er i stand til at begribe hvad frihed egentlig er og jeg har vist lige haft et. Egentlig er jeg lidt bange for vand, hvilket er fjollet, men desværre en realitet. Nogle gange er man bare nødt til at skubbe frygten til side, tage tøjet af, smøre regnvådt mudder i ansigtet og dykke i den isblå sø med et vildt hyl og hovedet først. Når man så vugger rundt dernede blandt stimer af fisk og mærker den første jern-agtige smag af panik og fantasien der accelererer og glædeligt deler ud af fobiske ideer om ferskvandshajer og søuhyrer, ja, så er man nødt til at være ligeglad. Selvom jeg ikke til fulde erkendte mit øjeblik af komplet frihed da det var der, så tror jeg måske jeg får lidt nemmere ved at genkende min egen, indre ånd næste gang jeg ser hende. Hende som gør hvad hun vil, overvinder enhver frygt og er lige der hvor hun skal være.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar